tirsdag den 13. december 2011

Underligt

Sidder her en højhellig tirsdag aften og får en vanvittig lyst til en gin og tonic - underligt...

Opdager først nu at det er Hans´ juledekoration, der bringer tankerne hen på drinks...

Nå, så ved I hvorfor jeg eventuelt render rundt med en grankvist i næsen fredag...


Godnat

Må man godt det????

I sidste uge var vi på besøg hos nogle venner... Planen var at vi ville overnatte, men vi endte med at køre hjem. Det var sent før vi var hjemme og ungerne sov i bilen. De var lige til at bære ind, alle tre og så kunne man jo selv putte tidligt og læse lidt bog... Og så slår det pludseligt ned i moderen... Nisse, for &%¤#"?). Den skulle jo lægge en gave i skunken. Mere &%¤#")(/. Nå, men hvad gør man så?

Jo, altså Nissen skrev en seddel:

"Kære børn
Jeg troede ikke I var hjemme hele natten, så jeg inviterede de søde nissepiger til dans og juleøl. Derfor får I ingen gaver, da jeg har ondt i hovedet.
Nis"
Må man godt det?
De hoppede på den og Aja syntes endda at det var synd for ham... Sikke dejlige børn. De fik en stor gave søndag morgen...
Niels er vild med de forskellige julelys på husene. Jeg ved ikke lige hvorfor, men han kalder det vildfest... Så når vi kører afsted om morgenen til børnehaven, siger han: Se mor, der er vildfest! og det er så julelys i alskens farver...

I sidste uge sang Aja så smukt i Sejs Kirke med Sejs Skoles Lille kor. Det var skønt at høre og se hende være en del af noget stort på hendes nye skole. Hun var selv meget glad og stolt over at have været med. Vi savnede dog begge den mere intime stemning og det kendte fra Linå Kirke, hvor alt for mange mennesker i alt for lang tid, hørte lettere slidte julesange fra sprøde børnestemmer. For mig var det kontrasten, der sprang i øjnene - den store opsætning, sangvalget og korets størrelse - de kan bare mere i Sejs i kraft af deres størrelse og resurser - men Linå havde hyggen.  
Nå, men det gider vi ikke tude over...

Julegaverne falder så småt på plads - dejligt. Så mangler vi bare konfekten... Det glæder jeg mig til...

Men først er der lige en julefrokost weekend, der skal overstås - på den fede måde - glæder mig vildt meget til at feste med mine skønne kollegaer på fredag... Yiiiihaaaa.

Kram og julefis til jer alle...

lørdag den 12. november 2011

Puha - der er så meget...

Altså nu er jeg igen over sidste salgsdato:-)

Men here comes:

Nu er det jo meningen med denne blog at jeg i løbet af ugen, dagen eller noget skulle give mig selv lov til at reflektere over nogle af de ting som enten manden, kollegaerne eller min søster ikke lige gider lægge øre til... Men det kniber sku lidt med tiden til denne personlige reflektionstid - og se nu... nu har jeg glemt min kaffe...

Så er kaffen der - grunden til at jeg må afbryde mit skriveri for at hente min kaffe, er at manden er ude i byen og ungerne stadig er for små til at blive vækket for at hente mors kaffe... Men det leder mig hen til et af mine yndlings teknologiske produkter i vores husstand - og der er mange... Men altså vi har den her fancy boks som kan pause - jeg tror, jeg bruger den funktion måske 5 gange på en tv-lørdag aften... Så er det jo ingen sag at hente kaffen selv, vel...

Nå, så snakkede man lige med søs i 1,5 time...

Puha, det er godt man også kan sætte Brdr. Price på pause...

Den anden aften læste storesøster Aja bog for Niels inden sengetid. De læste eventyr i de gamle Ælle Bælle bøger, tak for den bonus, Rikke J.
Denne aften stod den blandt andet på Tornerose og jeg lyttede med fra stuen og jeg blev faktisk overrasket over at erfarer at grunden til at den 13 heks bliver ond og tryller tjørnehækken frem er at hun ikke bliver inviteret med til fest for den lille ny...
Okay, lidt lillepige sur har man nok lov til at være, når nu alle de andre kom med, men ligefrem en hæk i 100 år... Men den del kendte vi jo godt - den overraskende del var grunden til at hun ikke kunne komme med... Det var ikke noget med at de ikke kunne lide hende, at hun lugtede eller havde grimt tøj -
nej, de havde kun 12 guld tallerkener.
Jeg tror da nok, hun ville have været tilfreds med en i sølv eller andet metal?
Jeg syntes bare ikke det er i orden at det skal gå ud over den stakkels pige at hendes far ikke lige kunne finde en kuvert mere frem...
Og så skulle hun ligge der og vente på en eller anden tilfældig prins...
Sikke et ideal...

Kram og fortsat god weekend

torsdag den 27. oktober 2011

Benn Q. Holm - gør det igen jo...

Læser lige nu Benns nye, "Byen og Øen" - den er bare for fed... Han kan noget med ord og dagligdags ting, det gå op i en højere enhed...

En dannelsesroman, hvor personerne får lov til at bruge eller misbruge deres evner efter for godt befindende...
Ingen løftede pegefingre - bare observationer og refleksioner - alt sammen pakket ind i Holms København og nærmest underspillede stil...


læs den når du har tid...

onsdag den 26. oktober 2011

Efterårsferie

Så blev det ferie tid og arbejdstid igen....


Ferie: Det var skønt - var afsted med mine unger, mand, søster Tea og onkel Lars med lille Karl - onsdag kom min lillebror Rune med kæreste Stephanie og fætter Arthur - og bærende på en lille hemmelighed der først ser dagens lys til juni... Og vi tror alle at det bliver endnu en dreng.

Det er sku noget at en pres ball - Niels fra 2008, Arthur fra 2009, Hans 2010, Karl 2011 og så lille blop 2012. Hvem tager 13?

Godt vi har Aja der både årstal, kønsmæssigt og årstid, vrister sig ud af systematikken... Hun er fra 2003, en pige og født i februar, hvor de andre er født fra sidst i maj til august.

Nå, men tusind  gange tillykke til de tre i Skive, vi glæder os til at møde den lille ny.

Vi havde heldigvis fundet et stort, dejligt sommerhus med en fantastisk udsigt over Limfjorden og direkte kig til Livø - de første dage med solskin og de sidste med blæs, rusk og regn.
Heldigvis var der en "hal" med til huset, dvs et gammelt mekanikerværksted med højt til loftet og der udspillede sig nogle drabelige badmintonkampe i ugens løb. Lars viste stort mod og humør, da han skvattede i vand på banen og, helt som aftalt, bare rejste sig op og sagde med Burhan G stemme: "Fuck, det gjor vildt ondt". http://www.youtube.com/watch?v=Z41ajhn0MpM

Sommerhus humor...

Det var fedt at være afsted med jer alle...

Søs og mig fik tjekket alle genbrugsbutikker ud i Løgstør, Farsø og Aars - You´ll be surprised hvor mange fede ting, der ligger gemt blandt meget crab... En Hummel sweatshirt til Aja i lime grøn, en Modstrøm kjole til mor her og en fed taske til søs - sum ialt: 95 danske kr. I love it...

Når vi ikke kiggede på tøj i Genbrugsen,  snakkede vi om børnene, legede med børnene, skældte ud på børnene, diskuterede børnene, puttede børnene og madede børnene...

Og så lavede vi mad - meget mad... Lars og jeg havde fast køkkentjans og det passede både os og de andre fint... Tea bagte boller til morgenmad og alt var bra...

Tak for en dejlig uge...

Nu er vi hjemme igen og venter på montering af vores nye gasfyr, venter på P-fest og venter på at Niels smider bleen.... Så vi glæder os....


Kram og godnat og god torsdag når vi kommer så langt...

Og familie, der kommer billeder senest fredag - ok?????

fredag den 14. oktober 2011

Noget nyt...

Jeg har lært nogle nye ting denne uge...


  • Om man skal pakke til fem for at være væk i 3 mdr. eller i 1 uge, er fuldstændigt lige meget - der er f+&%# lige så mange ting, der skal vaskes, huskes og pakkes ned.



  • Hvor fedt det er når ens veninde ringer og siger: "Maden står på bordet om en time, kommer I?"



  • Hvor fantastisk bekræftende det er når man siger til sin søn at han er verdens bedste børnehavedreng og han så uden at blinke vender sig om og siger - og du er verdens bedste børnehavemor...



  • At stregkoderne i Rema 1000 overhovedet ikke har noget system..., Vel Lene P ?



  • Og sidste men ikke mindst, at jeg kan omkvædet til "Country Road" udenad... I ved den med John Denver - nå den kender I ikke????

I morgen går turen så småt nordpå, med første stop i Viborg ved de gamle der med smil lægger hus til  navngivning af det nyeste skud på klanstammen, nemlig min nevø Karl. 
Derefter mere nordpå til sommerhus i Løgstør og en uges afslapning med mine søskende, deres bedre halvdele og alle ungerne... Aja + 4 drenge fra 3 år og nedefter... Vi trænger nok til ferie når vi kommer hjem.

Godt ferie til dem der har og god uge til dem der slider.

Frost kram

mandag den 10. oktober 2011

Revselsesretten

Revselsesret er retten til anvendelse af fysisk vold mod personer, man har myndighed over, i forbindelse med 
udøvelsen af myndigheden -kilde Wiki.

Jeg har lige bidt min yngste søn i fingeren...

Altså ikke med vilje - nogen vil kunne huske at jeg nok har underholdt med historien om dengang jeg måtte ty til det trick for at få en gammel doven nordbagge til at gå den vej jeg ville have... Det endte med at jeg bed hende i øret og så var det hierarki på plads...
Nå, men det var nu altså ikke tilfældet i dag... Nej, Hans ville bare være så sød at tilbyde mig en bid æble og som mor siger man jo pænt tak, selvom det havde været i munden på sønnike og måske også på gulvet et par gange... Og så bed jeg jo til og så hylede ungen...
Æv, bæv
Selv- revselsesretten? Altså rette til at slå sig selv hårdt i hovedet, er jo ikke afskaffet... Jeg bruger den flittigt lige i tiden. Jeg syntes jeg har svært ved at finde tilfredshed med min egen indsats næsten ligegyldig hvad det handler om... Arbejde, venskaber, kæreste, børn og mig selv.
Syntes det er svært at gøre andre tilpas, men det er nu intet imod hvor svært det er at please moi!
Tænker måske det er noget med alder - jeg syntes det er sindsygt svært at være midt i trediverne, have alle de børn man skal have, mand, hus og ikke mindre end to biler lige for tiden, godt job, sindsygt dejlige kollegaer, skøn familie... Det er svært ikke at være tilfreds med livet og så kommer den der;
Tror I de opdager hvis jeg løber væk en dag??? det gør de nu nok...

Og hvor længe kunne jeg mon holde mig væk??? Ja, nok ikke særligt længe...
Men jeg må forbeholde mig selv-revselsesretten, heller mig selv der revser mig end andre... Og så skal jeg nok lade være med at bide børnene.

Nu sidder ungerne med overskuds-mors hjemmelavede smoothie og hører børneradio - alle er glade og jeg svinger som et pendul -  lidt Milan Kundrask -  tilværelsens ulidelige lethed...

Ha det

mandag den 3. oktober 2011

Hold nu ....

Så fik jeg lige skæld ud - over manglende indlæg på bloggen...

Det hele går bare så stærkt. Arbejdet er sindsygt, det går godt, men jeg har bare så travlt. Jeg er faldet helt vildt godt til og nyder hver dag. Spændende unger og for vildt skønne kollegaer - der vist ikke engang læser min blog!!!

Lige nu er jeg, sammen med Tore, "min" pædagog ved at fintænke dansk og matematik undervisning som læner sig op af vores rollespil. Vi vil gerne prøve at overfører roen og koncentrationen som ungerne kan udvise når vi har rollespil til den almindelige undervisning... I morgen skal vi bygge borge efter en rollespilshistorie og så lave matematik ved at måle, tælle, gange og plusse...
Det kan være jeg også lærer noget på den måde.

Nok om arbejde - herhjemme er man så nok lige på fuldtidsarbejde... Selv far og Lone måtte tørre sveden af panden ved tanken om en hel dag med ungerne - efter et par timers besøg.
Moster Tea måtte sover 12 timer i streg efter en lille uge på besøg.
De larmer og kræver og græder og griner - slår sig, ømme sig, skændes og er gode venner - alt sammen inden for den samme time.
For nu lige at give dem hver især lidt spalteplads så starter vi fra en ende af:
Hans alias Hansimanni: Bliver nu afleveret alene til Krølle(dagplejemor) hver dag, det er man ikke helt tilfreds med, men det går og Krølle er sød til lige at sende mig en sms om at han har det fint og leger godt. Han er ved at få de store fortænder som åbenbart er kendetegnet for mine børn og det gør vist lidt ondt...
Han går og løber, stikker af fra sin mor. Hvis lågen til trappen, ude eller inde står åben, skal man sku være lidt kvik for at fange ham...
Han rejser sig op i triptrap stolen og kravler op på spisebordet. Der skal man lige være skarp...
Men han er sød og giver store kys med åben mund og snot.... Dejligt. Han siger nanan (banan), baba (farfar), moma (mormor) og mornma (maorgenmad). Klokkeklart Hej og Aja.
Niels:
Har det skønt i BH og har ikke tid til at vinke om morgenen - viser dog ingen tegn på at ville af med hverken sut eller ble... Men det kommer nok - som en klog kollega sagde engang - det er jo ikke så tit man ser en teenager komme ind til sne forældre om natten, vel? Og man kan vel sige det samme om sutten.(Tak for det råd, Lise - det hjælper)
Han sover ikke til middag i Bh, men er super træt, så han har udviklet en strategi for ikke at falde i søvn - meget enkelt - han hopper bare - hele tiden, op og ned... Hej mor, hophop, skal vi hjem, hophop... Og når vi så kommer hjem får han sin sut og kravler op i sofaen og tager sig en lille morfar!- på en time...
Han klarer det godt den lille hoppebold...
Aja -mus:
Har været på weekend hos far og Marianne - de har holdt navnefest for Jeppe - den nyeste lillebror. Det var vist en dejlig dag og der var masse af is!!!
Hun fortæller glad om skolen og elsker at Benjamin står klar så snart hun er hjemme. Dejligt med nye venner, men næsten bedre med de gode gamle...

Mor: Døgnet har bare for få timer til alt det jeg gerne vil, men jeg kan mærke at det ikke i samme grad som  tidligere stresser mig. Det ok at de kun er halvdelen af vasketøjet der bliver lagt sammen, hvis jeg istedet for brugt tiden på at snakke med Aja... Det er en øvelse og det er svært at huske på når man syntes det hele roder og der kommer uventet besøg.
Men jeg syntes nu alligevel at jeg får brugt dagen godt....

Nu vil jeg liste i seng og læse min uhyggelige, spændende bog "Rum". Forfærdelig, skræmmende og på en eller anden underlige måde super livsbekræftende... Underligt - Tjek den ud...


Kram Stine

tirsdag den 20. september 2011

Mor til tre - omsorgsdage, ja tak

Så kan det da mærkes at man lever...

Har nu et barn i dagpleje, et i børnehave og en i skole...

Og det kører bare!

I eftermiddag kommer moster Tea og lille Karl på besøg og så skal der snakkes, hygges og drikkes kaffe...

Ungerne glæder sig og Niels elsker moster Tea!

Og de bliver indtil fredag, ja tak

Skal en hel masse inden de kommer, skal køre Aja og tre piger fra hendes klasse i biffen og hjem igen. Og i mellemtiden, mens 2. Årgang, Sejs skole, hygger sig i biffen kan jeg lige nå en brunchaftale med Sanna fra mædregruppen... Jeg elsker omsorgsdage, når det går op i en højere enhed med omsorg til unger, mor, hus og lidt manden....


God dag i semi regnvejr


Stine

søndag den 4. september 2011

Og weekend... igen

Fedt at det sker hver uge....


Jeg var i Rema i går, ikke noget nyt der... Bortset fra at Niels var en .............. og det var bare træls.

Så da den søde unge pige (uden børn) i kassen, spurgte om der var andet? Så sagde jeg: Ja, tak, en barnepige og 20 smøger...

Tænk sig, man kan købe alle mulige gavekort til oplevelser, ballonfart, kitesurfing og brunch med sin kæreste - men hvad hjælper det hvis man har tre unger på slæb... Så altså hvis der nu var nogen, der ville opfinde et gavekort inklusiv en babysitter, ja, så var jeg på.

Dont get me wrong, jeg elsker de små møgunger og jeg er glad for at de er så tæt på hinanden og senere i deres liv, bliver det jo fantastisk... Men hvor er det hårdt lige nu...

Nå, nok om det...
I fredags var vi til hele to sommerfester i henholdsvis børnehaven, hvor Niels jo begynder om 14 dage og efterfølgende på Sejs skole.
Det var planlægning på højt plan, da man ikke måtte have søskende med til skolefest og Aja oveni købet skulle holde weekend hos Kim og Marianne i Århus.

Så afsted til børnehaven kl. 16 med alle unger og salat.
Niels havde det for fedt og det bliver nok svært at forstå at han skal op til Krølle 14 dage endnu, når nu Nanna og Clara er på den fede legeplads. De hyggede bare de tre og kan ikke vente til de kan lege hver dag...
Kl. 18 blev Aja og mig hentet af Kim og så tog vi videre i byen... altså Septemberfest på Sejs skole. Kontrasten var overdøvende - fra 28 familier, der kender hinanden og deres børn, til en propfuld aula, SFO og klasseværelse, med unger og forældre man aldrig har set før...

Aja havde det dog som en fisk i vandet begge steder og formåede at finde legekammerater og bliver væk flere gange...
Kim og jeg var dog også i gode hænder, de "gamle" forældre kom hen og snakkede og det var hyggeligt...

I går lappede Rasmus taget, hvor det måtte trænge, han rensede tagrender og slog græsplænen... Jeg havde børnene, men fik dog gjort badeværelset rent og lært Niels at støvsuge på høj... Støvsugeren har tre effekt trin og jo højere trin, jo mere sug, men også mere larm... Men vi har trænet og i går ville han selv på max...
Så skal jeg bare have ham lært at tage hjørnerne...

Go søndag


God søndag



lørdag den 20. august 2011

Anderledes

Inklusion - eller tror I majsen til venstre bliver mobbet af de andre i gryden?
Posted by Picasa

fredag den 19. august 2011

Så kom vi da vist lige i gang, hva???

Sikke en uge...

Havde lige glemt hvor lidt tid en time om morgenen er...

Hvordan kan det være at en madpakke tager 3½ min om søndag aften og min. 10 min. mandag morgen? og hvordan kan det være at det tøj man tænkte på at lægge frem, ikke er hoppet op af skuffen selv, hva?

Det syntes jeg er for dårligt....

Gode ting i denne uge:

Jeg har været Niels bedste ven mange gange - "Mor, du er min bedste ven".
Jeg kom igennem den første uge på det nye job og tror det nok skal gå...
Hans er begyndt at gå.
Aja klarer det for vildt i alt det nye; skolebus, stor klasse og SFO.
Jeg har spillet badminton med mine søde, "gamle" kollegaer.
Det er fredag og jeg er ok.

Dårligt i denne uge:
Jeg er ikke Niels bedste ven - jeg kunne kun finde to sutter, da han skulle sove...
Jeg var lige ved at trække tude-kortet (en pige-ting) i tirsdags på job.
Hans er begyndt at gå - nu havde jeg lige vænnet mig til det kravleri.
Aja er blevet selvstændig - nu får hun nok snart en piercing, blåt hår og vil på UNI
Jeg tabte to set  og gik hjem før tid - fordi jeg var træt!!!
Det er snart lørdag og weekenden er halvt slut...

Træthed til trods fik jeg lavet lækker aftensmad - fish and chips med tomatsalat med råsyltede løg og ærtepuré. Det var sku ok til en fredag aften.
Nu er der ro og vi har lagt skumle planer for natten - ikke noget frækt, altså... Så mor du må gerne læse med... Men i denne weekend skal Hans af med flasken, så de to store drenge - Rasmus og Niels, min forhenværende bedste ven, sover i køjeseng og mor er den dumme, der ikke vil give flasken.

Jeg trænger til en nats uafbrudt søvn... og jeg tror afvænning er vejen frem.

Så jeg glæder mig til at sove og vågne ved vækkeurets lyd på mandag...

Nej, vi skal da til fest i morgen, fødselsdagsfest hos vores søde kusine Esther. Det bliver hyggeligt og vi krydser fingre for godt vejr... Så smager isen bedre.


Vi snakkes

Sov godt til dem der kan

søndag den 14. august 2011

Smuk fest jomfru

Ja, det var jeg indtil torsdag... Men nu har jeg mistet uskyldigheden og fundet kærligheden til bøgebobler med fed musik, dejlig stemning og ikke mindst fantastisk selskab...

Tak til Trinepigen, Riksen, Amanda, Vibs, Jørgen S, Liam, Ozzy og DJen der lukkede med Take That.

Første gang måske, men bestemt ikke sidste...

Og næste gang er jeg ikke knibsk - så går vi hele vejen...


Håber vi ses

fredag den 5. august 2011

Ikke kup, men cup...

Jeg var på workshop - ikke umiddelbart min stil, men det var sjovt, hyggeligt og må jeg sige vanedannende...

Så nu må der laves cupcakes....

http://cupcakefabrikken.blogspot.com



http://cupcakefabrikken.blogspot.com


Tak for en hyggelig aften, Solveig

onsdag den 3. august 2011

Og så lige et kup...

Jeg gjorde det fedeste kup i genneren (Genbrugs) i dag...

Sandaler til Rasmus, Sko til moi, trøje til mig, 25 stykker tøj til Niels fra Pomp de Luxe, Småfolk, Ticket to Heaven, Hummel, Puma og Milk Copenhagen...
Jamen altså, så står man der med det hele i kurven og så siger den søde gamle dame, som ikke ved hvad brand betyder når det siges på engelsk;
"Husk nu at der er halv pris på børnetøj..."

Okay, så jeg får et par splinter nye TTH bukser til 15 kr. og så 50 % af ... ØHHH 7,50 kr. og en Hummel Sweatshirt til 12,50 og en MILK Copenhagen basic t-shirt med striber til 2,50...

Jamen, så tager jeg det da med hjem... Når du nu presser mig....

Så jeg gik ud af butikken med en kæmpe bærepose med tøj til drengen og alt det andet, som man altså ikke kan se er brugt, til den nette sum af :


166, 50 kr.


Nå, men ok - man har vel lov til at være heldig og jeg fortæller dem ikke, hvad det koster ude i den virkelige verden og hvad de der vinkler på ærmerne står for...


Tak, søde damer

tirsdag den 2. august 2011

Sommer, sol og hul i garagen

Jamen, der sker bare så meget, at jeg ikke kan finde ro til at skrive det...

Har ligge gennem set mine billeder fra vores ferie og jeg skal ikke kede jer med mange eksempler, men mine yndlings billeder skal dog lige med:



Lige nu er vi en familie på fire, da Aja er hos Kim, Marianne og lille Jeppe i Århus.
De har været på Ærø og Aja har været nede og se Sommersumarum - vi så hende på tv. Niels råbte til hende og  savner nu storesøster på fuld styrke. Det er hårdt og han minder os om vores savn, som vi jo nok ellers havde vænnet os til... Det nytter bare ikke at sige at hun kommer snart. Han vil have Aja NU!

Ellers har han det fedt - elsker at tulle rundt i bare fødder og helst også  numse... Så dryp tisser han som en ældre labrador og skal helst roses lidt - hver gang.

Sprogblomsterne strømmer fra ham, både i form af storesøster udtryk såsom: Aj, hvor klamt og Mega fedt, mor og i form af ordforviklinger som: Pexikanske Mandekager - Mexikanske Pandekager og da han så et bryllupsbillede af moster og Lars - det er Tea og Lars - de er giftige!!! Og alt dette på en dag...

Rasmus er gået helt amok - både i garagen og senest fordi OB vandt over de der grækere og nu måske kan møde Arsenal!!!  - nå, detaljer i min verden... Undskyld, skat! Men nu det der med garagen - ja jeg ved sku ikke helt hvordan jeg skal beskrive den ufattelige arbejdsiver han ligger for dagen!!! Men altså resultatet ses og genbrugsstationen og genbrugsforretningerne nyder godt af vores, midlertidige, trang til at slippe noget dødvægt...
Og nu det sidste projekt er altså et hul, hvori der skal sidde et vindue... Jeg talte vinduerne  vores hus den anden dag - ja, spørg mig ikke hvorfor, OCD! Men altså på nuværende tidspunkt har vi 21 og nu er vi så på vej op på 22... Vi dækker alle vinkler...

Men fed idé og det kommer til at ændre rummet bag i garagen fra hule til hule med lys... Tror han har skumle planer om et bordfodbold, poolbord, bar, pokerbord eller andre ting, min fantasi eller blufærdighed ikke rækker til at nævne....

I min have går det fint - ikke prangende, men det er heller ikke de store anstrengelser der er blevet lagt i den i år...
Det fineste lige nu er de smukke valmuer som jeg har fået fra frø af mor.

Det bliver det sidste for i dag... - Tak for tålmodigheden

tirsdag den 26. juli 2011

Så vi hjemme... i krop og sjæl

Ja, vi har faktisk været hjemme fra det udenlandske i over en uge, men har bare ikke orket - noget, overhovedet...


Jeg savner min lille computer, far har lånt den og jeg venter tålmodig på den, så jeg kan arbejde med sommerferie billederne...


Vi havde en fed ferie i Frankrig med campingvogn, tre unger og en hel masse hollændere.

Men det vil I lige høre mere om, når der er fotodokumentation til...

Har lidt en følelse af at lige om lidt går det løs... Elsker ferie, men mest i midten. Har svært ved at forestille og forberede mig på mit nye job, ved ikke hvad det helt præcist indebære - endnu.
Så jeg venter i stilhed på en åbenbaring - eller på at det går så stærkt at jeg glemmer at tænke over det og bare handler...

Det bliver en helt ny hverdag, ikke bare for mig, Hans skal starte i dagpleje, Niels skal blive der lidt, men i Børnehave til september og Aja skal starte på Sejs skole. Det bliver vildt... Manden og jeg har aftalt - da vi var ude at spise - alene - i tre timer .... Ja den får sku lige en hel linje



at vi må holde tungen lige i munden og gøre os umage med lave aftaler og fordele opgaver... Det skal sku nok gå...


Nå men vender tilbage når der er diasshow


Kram til alle

lørdag den 18. juni 2011

Til Signe

Søde Signe

Du fik ikke et indlæg fredag, men til gengæld hele tre lørdag og et helt specielt til dig... Skønt at du gider læse hvad jeg skriver...
Niels har drevet sin far til vanvid i aften med spørgsmål om fodbold:-) Troede ikke Rasmus kunne få nok af fodbold, men efter at have svaret på hvor de røde kom fra 20 gange og derefter blive spurgt hvor bolden så kommer fra -da blev det far for meget. Han fik dog ikke smæk og lagt i seng, men med meget bestemt stemme, blev han bedt om at stoppe... Det hjalp - lidt.

Tak for en dejlig uge - vi tager lige en mere, ikke? men så er det også slut.

Ses mandag, kram

Uhmmmm




Posted by Picasa

Åh nej og Uhmmm

Så kom weekenden efter en fantastisk uge på arbejde med OL-uge, glade børn, hyggelige pauser med mine dejlige kollegaer og ok vejr.
Fredag aften var der indkaldt til "sidste udkald"-møde i Friskole bestyrelsen. Det var en lang snak, der endte uafgjort og vi tog tråden op igen i dag. En hel masse snak i telefon og mange overvejelser. Puha - måske kan det stadig nå at lykkes... Det skal I nok høre mere om.

Line, Lars og Emil - min ældste og højeste veninde er lige taget hjem efter lyn visit. Vi nåede dog at grine, lege, lave mad og spise den... Fik afprøvet en ny kage - derfor Uhmmm i overskriften... Glæd jer, dem der vil blive velsignet med den i fremtiden... Billede følger.

Marengsbund med nødder og mandler, flødeskum, toppet med jordbær, kiwi og blomme. Smuk og lækker.

Niels fik feber til aften og er nu varm, men ellers i hopla. Hans sover og jeg har lige nogle ponchoer, der skal hækles...

Har lært at man skal passe på med hvad man ønsker, der er jo en lille mulighed for at det går i opfyldelse... Så jeg hækler lige om lidt og det bliver jeg ved med til mine bestillinger er færdige.

Havde egentligt tænkt mig at reflektere let over et emne i min blog i dag - men det orker jeg faktisk ikke...

Så I må nøjes med almindeligheder i dag og glædes med mig over at det endelig er holdt med at regne, mine bonderoser springer ud selvom jeg har flyttet på dem og at der er endnu en dag i weekenden... Og kun en uge til ferie.
God lørdag

søndag den 12. juni 2011

Så gik Maj

Og hold da op der skete mange ting...

For lige at opsummere;

Polterabend i Kbh, bryllup samme sted, ny baby, arbejde, Rasmus på barsel...

Lige nu ånder alt fred i det lille hus, Aja overnatter i sommerhus med kusine Esther, Hans sover i barnevognen, Rasmus tog nattetjansen så han sover også og mig og Niels ser Mickeys Klubhus.
Niels har fået øjenbetændelse, nu ved jeg hvorfor det kaldes "pink eye" og jeg har lige snakket med vagtlægen... Heldigvis ikke noget pis, så der er øjendråber på vej. Håber det kan hjælpe, gerne hurtigt - min indlevelsesevne er ikke helt i toppen omkring 04 nattid. Ellers er han sindsygt sjov lige i tiden... Vi puslede Hans den anden dag og Niels fortalte mig at pølser i bleen, måtte man ikke spise, men pølser på grillen måtte man gerne spise...

Ellers kopierer han alt hvad Aja siger - så man kan se en toårig hjemme hos os, med hænderne i siden, kigge på mor og sige; "Meget, meget morsomt!!!"


I går var vi til pinsehygge i mødregruppen... Invitationen lød på udendørshygge fra kl. 15 og indtil ungerne ikke kunne mere... Ved ikke om der var nogen, der havde regnet med at de måtte slæbes hjem kl  23. Det var kun Hans og lille Rebecca der måtte puttes inden... Super hygge og med 10 børn fra 2-8 år, så er der gang i den...Og til Niels store glæde var der både skumfiduser, slikkepinde og ikke mindst LAGKAGE. Han fik mindst 4 stykker og vi kunne slet ikke mærke det på ham... kl 23 i hop i sofaen sammen med Vilma, der havde fået ligeså meget sukker...

I morgen går turen nordpå til min lillebror og hans søn, Arthurs fødselsdag...

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg hader besparelser - ved godt at det ikke er korrekt og måske lidt barnligt at bruge ordet hade og så om et begreb så diffust...
Men det gør jeg.

Jeg hader at alle ledere, stor som lille, må tage skyklapper på og kun fokusere på tallene... Som om alle resultater og menneskelige hensyn kan måles på bundlinjen. I Silkeborg har de valgt at slukke for gadebelysningen på de såkaldte private fællesveje - det betyder blandt andet at feststemte gæster der sidste weekend var til Hede Rytmer, måtte gå hjem i mørke... En lokal malermester havde dog valgt at betale for strømmen... Fint af ham, men altså come on - den samlede besparelse er vurderet til en halv mill. om året.
Efter ferien kommer bogbussen ikke længere rundt i lokalområdet - den er nedlagt. Samlet besparelse vurderet til 1 mill.
Jeg bliver mavesur, depri og bange for fremtiden. Min kollega har lovet kage når vi får en ny regering - bedre før end senere...
Men vil det hjælpe? De ting der er sparet væk kommer jo ikke igen.

Nok nu... Solen skinner og alt ånder fred - det tror jeg lige jeg vil nyde

tirsdag den 31. maj 2011

Hold da op...

Så gik der en uge, en weekend og halvdelen af en ny uge...

Den går stærkt, gør den... Tiden.

I den tid der lige er gået er der kommet et nyt lille liv til verdenen. Min søster og hendes mand, Lars, blev for en lille uge siden forældre. Næsten 20 dage før tid kom lille Karl til verdenen. Så nu er jeg moster... Efter lidt start vanskeligheder har han det godt nu og trives fint. Torsdag tager jeg afsted for at se og måske holde endnu et lille drengebarn. Kan vi andet? End drenge? Godt vi har smukke Aja som bevis for det modsatte. Hun er stadig den eneste af sin slags i min del af familien.

I lørdags var der, som nogen nok bemærkede, en fodboldkamp i dummekassen. Den så jeg hos en god kollega sammen med andre ditto... Det var sjovt og hyggeligt og sluttede af med en taxatur til Linå søndag morgen i solopgang... Det var måske nok den hyggeligste bytur, jeg har været på længe. Stille, roligt, tilbagelænet. Med dansen og grinen og shots på både tøj og borde... Tak Riksen og Trunte.

Hans, den lille, har bestemt sig for at det der med at kravle har han totalt styr på og leder nu efter et nyt projekt... Han har kastet sin kærlighed på at være lodret. Så nu rejser han sig op ved alt - han er altså kun knap 10 mdr. Det er sku for tidligt, han ved jo knap nok hvad som er op og ned...

Jeg lærte et nyt ordsprog i dag af en af mine elever:
Langt hår, kort viden.

Det er et kinesisk ordsprog som hun havde lært af sin far, der er kineser.

Vi diskuterede det på klassen og vi tog en af de første kønspolitiske samtaler i fællesskab.
Fedt at se at de er bevidst om deres historiske baggrund og alligevel betragter retten til at lære noget som en selvfølge... De er kun 11 år...

Jeg elsker mit job, men mest når vi oplever ting sammen og snakker om ting som man kun kan snakke om når man er tryg og godt tilpas i et fællesskab.


Nå, men nu er man jo næsten klar til en forlænget weekend og besøg i Nørre bronx og... Ikke at forglemme- vores første bryllupsdag!


Ses

onsdag den 25. maj 2011

Bryllup i det fri...

Så blev det hverdag igen og søs og jeg kan snakke om andet end sandwichfyld, kjole og muligheden for regnvejr en lørdag i Maj.

De blev gift... og det regnede ikke. Der var mad nok og kjolen var intet mindre end perfekt.
Efter festen blev de kørt ind til Indre By til en overnatning på et fedt hotel... Så var den i banken.

Vi fem overnattede hos Kusine P og kæreste på Jagtvej med udsigt over Assistents Kirkegaarden. Det var en fed lejlighed som vi bare kan benytte os af, hvis behovet skulle være der... Fedt. Og med 165 kvm i to plan var der rigelig plads, selvom vi jo fylder en del. Mens mor sov længe havde Rasmus en skøn tur i parken med ungerne i storbyens morgenlyde med lækkert morgenbrød fra Meyers, alle virkede opladede og tilfredse da de vendte hjem... Så fik vi prøvet endnu en ting vi ikke har derhjemme i mini-byen.
V snakkede meget om byens muligheder, om landsbyens fordele og hvor forskellige liv det må være... Vores børn nød at være afsted og var skønne at have med. Alt i alt en dejlig weekend...

Vel hjemme igen, måtte jeg lægge mig med en betændelse et eller andet sted i hovedet... Tirsdag var jeg dog klar igen og var til info-møde om vores nye friskole. Det var et opløftende møde hvor vi kunne se de nye giraffer i form af fire nye lærere, en ny pædagog, en ny medhjælpen og, heldigvis, gode gamle Jeff... Dejligt at se de nye, ambitiøse kræfter og dejligt at se Jeff...

Det var en dejlig aften med positivitet, engagement og lyse fremtidsudsigter - nu skal  kommunen bare opfører  sig ordentligt og lade os lave en fed skole.

Niels blev i øvrigt forelsket - igen- i weekenden. Denne gang i "den røde pige" som egentlig hedder Kathrine og er Teas mands (!!!!) brors kæreste... Heldigvis tog hun kærlighedserklæringen i stiv arm og legede med ham under hele festen. Han spørger efter "den røde pige" nu og da og kan ikke forstå at hun ikke lige kan komme og lege. Kathrine er 19 år gammel og havde en fin rød kjole på til brylluppet.
Men han kommer vel over det... der kommer nok en ny.

God onsdag

Kram

søndag den 15. maj 2011

Weekend......

Sikke en dejlig weekend - det føles ligsom mere rigtigt når man har været på arbejde inden...

Fredag - spillede badminton med mine kollegaer og min nye ketcher... Træning, træning, træning.
Faldt skønt i søvn på sofaen lige da filmen startede og sov dejligt der.

Lørdag - flyttede de gamles båd ud af vinter hi så den kan komme i vandet.
Spiste god frokost mit alles.
Fik pap-pizza og popcorn og så Melodi Grand Prix sammen med Trine og Rasmus... Selvom de bedre kan regne den ud end mig, så tror jeg nok lige jeg vandt den biografbillet der var på højkant.

Søndag - sov dejligt længe og tog drengene - de små af slagsen, med på tur på landet. Ud til Asger, Ene og ungerne på toppen af søhøjlandet. Det var en fin tur, Hans sov under hele besøget og Niels og Thea legede så godt som aldrig før. Det betød snakketid til damerne og vi fik som sædvanligt vendt alt og ingenting.
Niels sov på vejen hjem, men inden da nåede overskudsmoren - hvor gemmer hun sig?, at vi skulle bage sneglekager - ikke noget klamt i sandkassen, men Niels-ord for kanelsnegle.
Så efter luren fik vi bagt både snegle og boller til madpakken... Sikke et overskud:-)
Nu er der stille i huset og der er tid til en smule bekymring/overvejelse/forberedelse inden jeg for første gang skal være vikar på et nyt sted i morgen... Det bliver spændende.
Og nu skal der ses lidt Tv og hækles lidt på den seneste bestilling...

Sov godt når I kommer så langt

Stine

torsdag den 12. maj 2011

Begrebsafklaring!!!???

Hvad er der lige med de der begreber? Som definerer en situation som ellers er svært at forklare... Som giver os mulighed for gennem vores fælles kultur og opdragelse at beskrive en følelse eller give ord en merbetydning som gør forståelsen dybere...


Men nogle gange er disse begreber mangelfulde...

F.eks: Ulvetime - def. timen inden aftensmaden som er svær for især børnefamilier.
Nå, men det jeg ligesom opponerer i mod er ikke selve definitionen, men formen, entalsformen - man kan jo ikke kalde det ulvetimen når det varer tre timer...

Så er der det der begreb - spis til du er 80 % mæt...
Hvad sker der for det? Nu er vi lige kommet hjem fra Oldeforældrene og jeg er min.120 % mæt. Ingen kommentarer, Trine:-)
Min mave kan bare ikke procentregning, slet ikke når der er hvide kartofler og SOVS!
Jeg vælger at leve med det...

NEJ er et begreb der er ofte i brug, men alligevel syntes der at være mange opfattelser af det begreb - hvorfor er det så svært at forstå? Hvad enten man er 8 år, 2½ eller bare mig?
Jeg har da sjældent måtte forklare mine nej´er så meget som i den sidste tid.
Nej, Niels du skal ikke have is, når du har fået en isvaffel og et stort stykke lagkage - og i øvrigt ikke ville smage på aftensmaden...
Og nej, Oldemor, det må han ikke fordi - FORDI JEG SIGER DET, NÅ!!!

Jeg er lige startet på arbejde efter 11 mdr. barsel, jeg forbeholder mig retten til at være dybt urimelig!!! Også når det gælder is, børn og oldeforældre...
Og til at definere begreber som jeg vil... fra nu af er det tigertimerne fra 16-20, mæt eller sulten  og nej, fordi mor siger det...

Men det er en fornøjelse at være tilbage på arbejde - havde næsten, næsten glemt hvor fedt det var at drikke kaffe om morgenen med mine dejlige kollegaer, mangle plads på tavlen fordi mine bogstaver er for store og jeg vil for meget og at få et stykke lakrids fra pedellens kontor... Jeg elsker mit job og mine kollegaer...
Kram til jer.

Nu vil jeg forberede mit ordklasse-løb til i morgen og give brystpoint til de slovenske tvillinger i Melodi GP. Hvad siger du Dorthe O, det er vist en ti´er???

fredag den 29. april 2011

Hold da op et vejr

Bliver man nogensinde træt af det danske forårsvejr, når det som nu viser sig fra sin smukkeste side?
"Du danske sommer, jeg elsker dig..." og så får I ikke mere, for sveget det har hun ikke denne påske.

Dette indlæg kommer primært til at handle om haven, fortvivl ikke, jeg har valgt at gå væk fra de latinske betegnelser og bruger nu kun de danske navne...

Her har vi "amfora vulgarium" - den vulgære krukke - det er simpelthen så overlæsset med farver og fylde at det næsten er smukt... Nej, det er det ikke - men man bliver glad i låget af at se derpå...

Jeg har været i en fantastisk blomsterbiks - billigblomst.dk, der også har en fysisk butik i Århus, på Sommervej. De åbnede d. 17 april og jeg har allerede været der to gange...
Der er blevet indkøbt oliventræ, stauder (blomster der er flerårige), krydderurter, tomatplanter og en busk el to. Tør slet ikke tænke på hvad man kunne proppe ind i en have der var større end min.

Men nu bliver haven også fin, i år både oppe og nede.
Jeg må sige, for at retfærdiggøre mine mange indkøb, at jeg stort set ikke er indendøre når solen skinner. Så jeg indretter min sommerstue og ja, det koster lidt... Men jo ikke en brøkdel af en ny sofa, vel?

Nå, men jeg vil ud i haven - glemte vist lige at sige at jeg har fået købt den fantastiske klatrerose New Dawn på opfordring af svigerinde Mette - til 29 kr. (Det er sku da lige før jeg skal have procenter i Billigblomst). Den er så smuk med store hvide/lyserøde blomsterhoveder og mørkegrønne blade. Den kan vokse fra 3 til 6 m. på en sæson!!! Glæder mig til at se den i aktion.

kram og god weekend - kom ud

torsdag den 14. april 2011

Refleksion over riskiks

Åhhh- had/kærlighed!
Ungerne elsker dem - tror også manden har en affære med dem til tider... Men for $£¥%#~€& hvor de sviner...
De er super handy at have med i tasken, alle, selv Hans kan konsumere dem og de mætter lidt! Lige som en snack skal...

Men lover de ikke for meget? Altså, popcorn popper da op i mit hovede ved den første bid, og så... Sker der bare ligesom ikke mere... Lidt ligesom solen og det forår vi blev lovet i mandags...

Måske skal man så bare affinde sig med paradokset i det og så spise dem hvis der ikke er andet og støvsuge hver gang Hans har fået en.... Så er der jo ro så længe, både mens han spiser og mens jeg støvsuger - jeg kan ihvertfald ikke høre ham!

God torsdag og håb om solskin

onsdag den 13. april 2011

Garn igen og fremskridt!

Var til møde på mit "nye" arbejde i går. Dejlige mennesker og gode tanker. Det glæder jeg mig til.
I dag var så dagen hvor jeg skulle agere supersælger og, sammen med Hans, forsøge at sælge søsters ting til en butik...

Det gik over alle forventninger og "TING", Silkeborg er nu førende i det sidste nye fra Tea m m.
Vildt - hun købte hele kassen og roste tingene til skyerne.
Det var det vildeste da jeg skulle tage telefonen og ringer og fortælle det... Bedre end at ringe hjem med en god karakter. Det var skønt.

Så grinede vi og sagde; vildt, cool, super, osv i flere minutter - Hans sad i vognen og grinede - troede nok at showet var til ære for ham.

En dejlig dag - der selvfølgelig sluttede i Grønhøj Garn med et lille supplerings indkøb til produktionen.
Hans er nu ved at æde en avis...

Ses, god onsdag

mandag den 11. april 2011

Humør

Humøret er bedre i dag... Har afleveret Niels i gæstedagpleje - altså afleveret lige uden for døren, da det er på vej til legepladsen. Ren luksus. Har muget ud på datterens værelse - det trængte og nu står Niels´ for tur...
Hans sover udenfor i vognen og jeg skal reelt ikke andet end det jeg selv finder på...
Skylder vist moren min en opringning, men ellers er det småt med de store projekter. Der er en masse at lave, men jeg tager det som det kommer.
Det er okay at lægge vasketøj sammen når det kan gøres i haven med en kop kaf.
Men for h... jeg ser s*#"% da aldrig bunden af vasketøjskurven.
Går og pusler med planen om at indfører rædselsregime - trusler om ingen smoothies, ingen aftensmad og modem i en spand vand, burde være skræmmende nok til at ihvertfald nogle af beboerne i vores lille hus, kunne tage sig sammen til i det mindste at lægge rent tøj på plads... Deres eget, vel at mærke...
Gode råd modtages gerne - jeg NÆGTER at blive gammel og bitter over vasketøj - det er så meget andet man kan blive det over:-)
Og solen skinner og solsortene skændes om damerne i hækken.
Velsignet være foråret- god mandag

søndag den 10. april 2011

Puha....

Sikke en uge...

Status:
Ingen iphone
Fest på arbejdet
Hygge hos Dorthe
Dressurhest til  fri afbenyttelse
Alene hjemme med alle ungerne
Grill i haven


Som I nok kan fornemme er der sket en del den sidste uge... Hvis vi nu tager den baglæns:

I dag var mig og ungerne på besøg hos Dorthe og Morten og deres tre dejlige unger i Århus. Rasmus var hjemme med tungt hovede efter børnefri lørdag...
Det var dejligt som altid at se De Fem og de gjorde ikke sagen værre at Dorthe diskede op med hjemmebag...
Uhm.
Manden var på slap line lørdag aften og det var ham vel undt, da jeg jo var afsted til party på skolen fredag...
Min fest var fantastisk, der blev snakket, drukket, sunget und so wieder... Og det endte vist med at nogen blev rimelig fulde og måtte benytte sig af den bløde dejlige sofa... og måske en nervøs velourdug som dyne...
Det var sku i orden, lidt pinligt, men ok...
Føler mig altid lidt splittet - det er svært at være sig selv uden ungerne. Altså de fylder så meget - jeg føler på en måde at jeg svigter dem ved at give den gas og miste kontrollen...
Hold da op - Narcissus kom da lige på banen der...
Nok om mig...

Nok i det hele taget - vi snakkes en anden dag.
Kram og god søndag

søndag den 3. april 2011

Weekend!!!???

Så er det weekend igen...

Dejligt vejr i går, hygge i haven, fik plantet lidt af det der bare stod. Far sætte rior-net op på garagemuren, så nu er vi klar til cherry tomater og den smukke klatrerose, jeg fik af Ene. En dejlig "bare fordi" gave.

Er gået i gang med et nyt projekt, ind mellem de andre. Det er endnu engang Rasmus søster Mette, der appellerede til min kreative sans da hun bad om et sengetæppe til Esther som ikke skulle være for piget, læs lyserødt.Det er super sjovt at lave og jeg har både brugt farvesansen og hjernen lidt når det hele skal passe sammen. Ikke for svært og ikke for let - god opgave.

Da vi for nylig var på vej til besøg hos familien mod nord, kørte vi  lige forbi min yndlings pusher, Grønhøj Garn.
Niels, Hans og manden ventede i bilen. Følgende samtale fandt sted:

Niels: Hvad skal mor?
Rasmus: Hun skal lige købe noget garn.
Niels: Jamen, vi har garn.







Jo, vi har garn - men det er med garn som med flåede tomater - man kan aldrig få for mange...
God søndag, kram og forår til alle

mandag den 14. marts 2011

Tiden fløj

Så gik der da lige lang tid, hva?

Der er sket mange ting og at blogge fik ikke lige første prioritet...
Hans har haft en god nat, både mor og far har fået sovet - I SAMME SENG! Vildt.
Vi har fået husdyr - nærmere betegnet 3 sugemaller, 4 gold smerlinger, 5 gubbihanner og 2 flying foxes, som vist kom med ved en fejl...
Mærkelige ting sker når mor vil i plantecentret om søndagen og alle drengene tager med.
Resultatet blev at vi kom hjem uden oliventræ eller magnolia, men med fisk. Godt at vi havde alt hardware til den hobby, det skulle bare findes frem.
Jeg har været i haven og snuse - kan se alle de dejlige løg fra far og Lones tur i Holland, spirer frem i bedet. Det bliver skønt med farver i gården. Det er lidt gråt i grat lige nu.
I vindueskarmen spirer Zinnia (Frøkenhat), min yndlingsbuketblomst, koriander, dild, ærteblomster i mængder og Clematis hjemme fra mor. De er flot flankeret af de to engelske pelargonier som jeg fik sneget ned i vognen mellem fisk. Den ene er med små blade og den fine sarte hvide blomster med pink striber og den anden er stærkt pink. Jeg ÆLSKER pelargonier.
Nu lyder det måske som utopi og det totale overskud, men faktum er at sidste år visnede det hele for mig inden det nåede ud i haven - men min hukommelse hvad fiasko angår er heldigvis mangelfuld, så jeg prøver da bare igen, så....
Måske lykkes det i år.
På den kreative side er det blevet til en solgt regnbue poncho på Trendsales, en poncho på vej til Line og en hæklet pude i den nye hurra-farve - Karry gul. Det er nu kommet så vidt med hæklingen at jeg ikke kan sidde stille i en sofa, havestol eller ved bordet uden lige at skulle hækle et par rækker - måske jeg snart skal på afvænning - AH - anonyme hæklere?

God spiring til jer alle - Stine

tirsdag den 1. marts 2011

Faste læsere og andet godtfolk

Så nu tror jeg nok, jeg fik skovlen under det der teknik og sat en mail storm i gang når jeg syntes det er tid til at læse min blog!!! Med andre ord, I er nu nødt til at læse hvad jeg syntes I skal vide om mit liv...


God dag og knus

fredag den 25. februar 2011

Flying super kid!!!!


Hans er flyvende fra start!
Posted by Picasa

Fællespisning og søster!

Så var det endnu engang tid til fællesspisning i vores minisamfund... Bøffer med bløde løg, SOVS og kartofler - mine unger spiste som  aldrig før, det var en fryd at se. God gammeldaws mad. Hold da op nogle mavekramper det kan give, men det er skønt så længe man indtager det!

Sendte søster hjem i går, vi er begge genopladet fra besøget og jeg savner hende allerede, men på den fede måde. Vi supplerer hinanden og ser både styrker og svagheder hos den anden. Jeg ser hende nogle gange som et spejlbillede af mig selv, I ved det der gode spejl i tøjbutikkerne, hvor man ser yngre, friskere, sødere og lidt mere blid ud!
Tror måske manden nogle gange syntes det er lidt belastende, når vi rotter os sammen mod ham og når vi færdiggøre hinandens sætninger... Så måske er det godt nok, at det er i små koncentrede doser, vi ses. Og det er ok at savne når hun bare er en sms væk og jeg ved at Lars passer godt på hende og lille numsen i maven. 

Så er det snart weekend igen og jeg kan mærke at foråret er på vej. Tina D. på anlægget, Hans der sover og en snigende tanke om at arbejdet snart venter.
Tanken om arbejdet er både skræmmende og god. Jeg glæder mig til at se mine unger hver dag og følge med i deres eksplosive udvikling i 5. kl., på godt og ondt. Og jeg glæder mig til mine kollegaer, til grin, gråd og jokes.
Men nogle gange er det sku svært at overskue hvordan det skal fungere herhjemme... Men den tid, den sorg. God fredag og god weekend   

tirsdag den 22. februar 2011

Vinterferie

Så var det da lige ferie - med mellemørebetændelse, dovne dage og hårdt arbejde...

Vi lavede sushi og sang hele natten hos Ene og Asger, vi havde besøg af svigerne, så ollerne og hyggede.
Hverdagen meldte sig igen, dog med besøg af søde søster fra Nørre Bronx. Hun er jo pænt gravid med en lille nevø eller niece. Maven er så flot, men baby vil ikke rigtig hilse på sin moster!
I går snakkede vi og var i Genbrugsen... I dag syr vi lidt - det vil sige Tea syr, jeg snakker... og senere skal vi i Grønhøj Garn og købe ind til flere projekter.
Hans er i bedring, har sovet en lang lur i sansegyngen og har fået grød. Måske er vi på den anden side? I går var jeg skæv af træthed og truede ham med en nat på altanen - det hjalp vist og han sov et par timer ad gangen. Så i dag er en god dag, bortset fra vejret! Ej, altså hvad sker der for det sne, der??? Gider ikke mere - vil have forår, kaffe i haven, grønt på nethinden og døren åben!
Det behøver ikke være grill vejr, men bare lidt sol, høj himmel og vintergækker, tak!

God tirsdag i vejret

tirsdag den 15. februar 2011

Hold kæft, vi har mange ting!!!

Var det første han sagde da vi vendte hjem fra hyggetur til Århus! Og man kan da være tilbøjelig til at give ham ret! Og så startede den helt store ryd - op - tur! Og indtil videre er resultatet slående: to og en halv sorte sække tøj til genbrug, en lille trailer fuld skrald som primært er papir, pap, reklamer osv.   Dejligt at blive sparket lidt i gang - håber jeg kan finde smid ud gejsten igen i morgen - så er det garagen det går ud over... Tag dig i agt! Hvis du kigger forbi, kan det være du ryger i småt brændbart!!!! 

Glæder mig faktisk, sov godt

Dejlige dage

Sikke en dejlig start på vinterferien.

Lørdag var der familie besøg til endnu en gang fejring af fødselsdagene som sidste uge bragte. Hygge, gåtur og snak. De blev alle til aftensmad og det var skønt. Ungerne legede med fætter Arthur, de store "drenge" fik også leget og jeg fik snakket med Steph og mor. Niels har overvundet mormor og har hende i sin hule lille næve når han kalder Mormor, hvor er du? gennem hele huset.
Min lillebror er jo stadig en drengerøv familie og parcelhus til trods og jeg troede knap nok, jeg ville overleve at se hans nye bil... En bil skal jo ses indefra og i høj hastighed.
Søndag startede med dame brunch med Ene - uden unger! Dejligt! Og så havde vi da fået ro nok, så vi bragte begge familier sammen hjemme hos os. 10 mennesker fra ½ år til 34, de lyder af noget. Som om det ikke var nok, skulle mødre lige synge lidt Singstar, de mindste så Pingu, mændene kørte efter aftensmad og resten, de legede vist godt i et andet rum!
Det blev en dag man ikke kunne havde forudsagt, endsige planlagt og det er jo oftest de mest fantastiske af slagsen!
Mandag var ungerne og jeg på besøg hos Dorthe O. som, tro mod sandheden, kunne påpege at hun jo ikke længere er Dorthe O. , men T. - For mig er du Dorthe O. til minde om de glade dage med Steffen B, Spyro og popcorn, da vi skulle forestille at læse på uni! Det var tider!

Børnene var endnu engang i overtal - 6 mod 2 voksne!
De tre store var i gang med at lege inden vi fik sagt goddag, så alt var som det plejede. De to små havde lidt start vanskeligheder og ingen middagslur, så vi måtte sætte lidt bil leg i gang, men derefter gik det fint.

Jeg fik lov til at smutte fra næsten alle ungerne i en times tid og fik genopfrisket mine køreegenskaber i Århus midtby. Der skulle købes ind til sushi og tang er ikke lige det de har mest af i den lokale Brugs! Fik et chok over det hop, priserne har fået, selv i min yndlings kina-biks! Men finanskrisen rækker jo vidt! Og så lukrere man vel også lidt på at sushi er blevet fancy! Men jeg har luret det trick - jeg køber det mest utrendy udseende produkt, det er som regel billigst og lige så godt som det kendte mærker! Har altid bedre kunne lide min "egen" soya end Kikkomans! Det er bevis nok for mig...
Glæder mig til at lave sushi til Ene, Asger og manden!

lørdag den 12. februar 2011

Så er der ro!!!

Sikke en uge - to fødselsdage, skolefest og fest på mandens arbejde! Efter en skøn aften med nem mexi mad, Disney Sjov, slik (igen) og hygge i stuen er der nu ved at være ro. Han er kommet hjem efter en hyggelig fest, Aja og Niels sover i deres senge og Hans ligger i gyngen med en sut og siger søde sovelyde.
Jeg er lige blevet færdig med søsters venindes poncho i bomuld/akryl garn - hun ville have regnbue-farver og det skal jeg da lige lov for at hun fik!!! Den skal nok blive bemærket rundt i Nørre-Bronx. Glæder mig til hun får den og håber hun er tilfreds.



Snakkede med Dorthe O i aften og fik så småt planlagt menu til en lille komsammen! Sjovt som vi altid snakker om mad - vi go way back og vi har altid snakket om mad! Som Brdr. P sagde i et program engang: Når en af os har været ude at rejse, spørger vi ikke hvad vi har set på turen, men hvad vi har fået at spise!!! Sådan er det også med Dorthe og mig! Ikke at vi ikke snakker om  andet - Dorthe er min personlige sundhedsplejerske - hun ved alt om børn... Og hun er altid klar med et godt råd - og det virker som regel.  Det vigtigste er dog at jeg kan spørge hende om alt det man føler man burde vide, når man har tre børn og spørge uden at virke dum. Alle burde have en Dorthe - men jeg deler ikke!

Nå, men nu godnat og god weekend og måske ferie?

fredag den 11. februar 2011

Skolefest på en lukket skole

Det var så lige endnu en aften med børnefortegn - Skolefest som afslutning på det der i gamle dage hed emneuge - nu Brudt uge. Lige meget hvad det kaldes så ælsker Aja bare at der sker noget anderledes. Og så kulminationen på det hele en aften på skolen med disko, is og forældre, der bare sidder og venter med penge klar til slik og sodavand. Sådan føles det for hende og det var vist også ok at mor troppede op i danserummet og krævede en dans... Lidt pinligt, men også vildt fedt - håber jeg... Det så sådan ud!
Men der blev da også tid til at snakke lidt med de andre mødre - om influenza, fritidsaktiviteter og ikke mindst skoleflytning eller ej. Kommunen har valgt at lukke vores lille skole og en friskole er under opstart, så der er mange overvejelser og bekymringer at spore i det lille samfund. Men det til trods havde vores unger en dejlig aften med sukkerchok, blussende kinder og grin. Dejligt!
Vi fik også lige vendt store spørgsmål som: Er venstrehåndet er noget, der ligger i generne, hvordan det er at arbejde i den institution ens barn går i og om man kan fremelske en konkurrencementalitet og evner med en bold! Alt i alt - ikke så lidt og dejligt bare at sidde og snakke, grine og lytte. Skøn aften - tak

torsdag den 10. februar 2011

Endnu en...

Ja, så sprang jeg sku også på denne blogger vogn... Det er egentlig Dorthe der skal have skylden - hun smed ligesom en bold i luften og sådan en løsgående mulighed for mere at passe, lader man jo ikke gå fra sig... Så Dorthe O - det er din skyld!
Men ja, nu er den her - i primitiv udgave, altså bloggen og hvad skal den så handle om, fristes man til at spørge!
Det ved jeg ikke endnu, men det kommer jo nok til at være en tilpasset og redigeret udgave af mit liv - en refleksion af livets som mor til tre og meget mere...
Det lyder måske lidt begrænsende eller navlebeskuende at kalde sin blog noget med mor - altså er det det jeg er? Mor? Hvad med Stine, lærer, kæreste, veninde, - mig selv?
Åh, men de børn, de fylder bare så meget - altid. De er skønne, grimme, irriterende, dejlige, lækre, sjove, trælse og fuldstændig uundværlige når de først er her... nu lyder jeg igen som en reklame for familie... men de er jo i hele mit liv.
Som tingene er lige nu sker der ikke noget for det er afvejet med et "Hva med ungerne?".
Åh, skal vi ikke i biffen og se... - Jamen hvad med børnene?
Skal vi ikke snart lave sushi igen? - Jamen hvad med børnene?
Børnene? Her kommer de; Aja på nye 8 år, går i 1. kl. i den lille lokale skole, Niels på 2,5 år i dagpleje og Hans snart 6 mdr. hjemme hos mor...
Dem kommer der nok mere om, de har det med at være ufattelig insisterende i alle størrelser...
God torsdag